Så sidder jeg der igen. Med fingrene dybt begravede i tastaturet. Og jeg trykker på tasterne med en kraft og en hurtighed, der ville have gjort min far stolt. Min far, der skrev lange indlæg og mange tætpakkede sider. Med to fingre. De dansede henover tastaturet, som to balletben, der danser svanesøen. Jeg elskede lyden af de to fingre. Den høje, skarpe lyd, da de skrev på maskinen, og den mere bløde lyd, da de skiftede til tastaturet på den stationære computer. Og nu prøver jeg så at sætte mine tanker ned på dokumentet foran mig. Oplever øjeblikke af fortvivlelse, når jeg har måttet bruge ”return” knappen for mange gange. Når ordene ikke bare flyder. Er det fordi opgaven er givet på forhånd? Er det fordi jeg ikke kan mærke noget indeni? Er det fordi jeg ikke har følt mig snydt eller bedraget? Hvor er min opmærksomhed? Har jeg overhovedet noget at sige? Talrige spørgsmål – ingen svar. Oplever skriveblokeringens grimme ansigt.
Skriveblokering eksisterer ikke. Lektion 1 i skriftlig retorik. Tilstanden er opfundet af nogle smarte folk, der siden har skrevet bøger om problemet for at tjene penge på det. Tjene på problemet. Så er det slået fast. Okay – men hvorfor har jeg så ikke noget at sige? Eller er problematikken måske snarere, at jeg har masser at sige, men at mine meninger ikke skal frem i offentlighedens åbne rum? Er jeg overhovedet klar over, at jeg muligvis gør skade på dem, der vil komme til at læse – og være tvunget til at tage stilling til - mine tanker? At selve det at skulle skrive, og underskrive det skrevne, er nyt for mig. At jeg må opgive min anonymitet, og være tvunget til at bekende kulør.
Reflektér – analysér – redigér. Emnerne kører rundt i mit hoved. Der er jo rigtig mange ting at tage fat på. Store tanker om små ting. Små tanker om store ting. Og igen springer det mig i øjnene – jeg har aller mest lyst til at fortælle om mit dejlige, ukomplicerede liv, der er blevet som jeg gerne ville have det. Om den lykkefølelse jeg til stadighed bærer indeni, fordi jeg har set problemerne i øjnene i en ung alder, og dengang bestemte mig for, at ingen skulle fortælle mig, hvordan jeg skulle/burde leve mit liv. Følg dit hjerte, min pige. Følg dit hjerte, og jeg vil altid stå bag dig. Jeg voksede op med den besked, og den har altid siddet på min skulder, når jeg stod overfor et valg. Og jeg har lyst til indvie alle omkring mig i, hvor let det er at opleve lykken. Og forklare dem, at det eneste der rigtigt betyder noget i denne verden er, at have tag over hovedet, mad på bordet og at være velsignet med et godt helbred. Og at kærligheden først viser sig, når du har fundet kærligheden til dig selv.
Reflektér – analysér – redigér. Mit dokument er stadig tomt. Hvorfor mon ?
Ingen kommentarer
